Robinsonlisten i marketingafdelingen

Vær opmærksom på Robinsonlisten i marketingafdelingen

Det er ikke alle, der kender til Robinsonlisten, hvis man spørger lidt rundt. Officielt hedder det også markedsføringsbeskyttelse, men det får sjældent flere klokker til at ringe.

Robinsonlisten er en liste over personer, som ikke ønsker at modtage markedsføringsmateriale sendt direkte til dem. Det er en liste, man skal have styr på, inden man sender markedsføringsmateriale til folk som virksomhed.

Overholder man ikke Robinsonlisten, kan der nemlig vanke bøder, og i de mere grelle tilfælde, kan det give en tur i mediemaskinen på en uheldig måde.

Der er mange måder at sikre sig, at man ikke får sendt materiale til folk, der står på Robinsonlisten, og de fleste virksomheder overholder heldigvis også bestemmelserne. En gang imellem sker det dog, at der bliver udskrevet bøder på den konto.

Find den rigtige samarbejdspartner

Det er de færreste virksomheder, der selv står for at printe og distribuere sit eget markedsføringsmateriale, når vi snakker fysiske marketingprodukter. Det betyder, at man skal alliere sig med eller engagere en samarbejdspartner, der kan stå for det.

Her har mange distributions og trykkerivirksomheder heldigvis styr på Robinsonlisten.

Mange af denne type virksomheder tilbyder databehandling i den ene eller den anden form, som kan forhindre, at folk på listen får materiale – og at virksomheden dermed får en bøde.

Databehandlingen kan indbefatte datavask, som måske er det vigtigste i forhold til Robinsonlisten, men det kan også være at sammenkøre forskellige lister for at give et mere komplet billede af de, man har på sin liste. Databehandlingen kan eksempelvis tilføje telefonnumre eller branchekoder, så man kan bruge sine lister til endnu mere.

Tjek selv, når Robinsonlisten bliver opdateret

Selvom vi lever i en digital virkelighed, hvor databehandling kan ske på et øjeblik, er det ikke helt sådan det foregår med Robinsonlisten. I hvert fald ikke når det kommer til den hastighed, listen bliver opdateret med.

Det er nemlig kun hver tredje måned, nye folk bliver skrevet op på listen, og derfor er det ikke en daglig opgave at tjekke sin egen liste med Robinsonlisten.

Dog kræver det selvfølgelig, at man selv husker at tjekke, når der kommer en ny liste, fordi man ellers risikerer at sende materiale til nogen, der har meldt sig til.

Undtagelser til markedsføringsbeskyttelsen

Om det er en rigtig undtagelse er lidt svært at vurdere, men man må gerne uddele markedsføringsmateriale til folk, der står på Robinsonlisten – også uden at få en bøde.

Det kræver bare, at det er adresseløst og dermed uddelt til alle i et bestemt område. Der er nemlig mulighed for, at eksempelvis supermarkeder kan uddele tilbudsaviser til husstande i lokalområdet uden at ende med bøder.

Her er der dog flere forskellige typer af ’Nej tak’-ordninger, man skal være opmærksom på, men det handler mere om distributionsvirksomhederne.

Robinsonlisten og den beskyttelse, der følger med den, gælder også telefonopkald, og den kan være et godt værn mod sælgere for mange private.

I øvrigt er også analyseinstitutter og politiske partier fritaget for Robinsonlisten, og så er offentlige myndigheder selvfølgelig altid tilladt at kontakte enkeltpersoner.