Pollensæsonen er så småt begyndt. Det betyder for rigtig mange danskere, at allergien slår ind, og mange oplever dermed, at næsen stopper til, og øjnene bliver irriterede og kløende. Herunder kan du blive klogere på, hvilke pollentyper der er mest dominerende i hvilke perioder i løbet af året, og hvordan du kan forberede dig bedst muligt til pollensæsonen for at undgå allergiske reaktioner og udbrud.
Pollensæsonen kan inddeles i tre perioder ud fra, hvilke pollental der er de højeste i den periode. Pollensæsonen begynder allerede i starten af året omkring midten af februar og strækker sig i mange måneder – nogle gange helt indtil oktober. I 2020 startede pollensæsonen dog allerede i slutningen af januar, hvilket er en hel måned tidligere end ellers. Her får du en oversigt over, hvilke pollentyper, der er mest dominerende i hvilket perioder af pollensæsonen.
I foråret er det særligt træpollen fra eksempelvis el, elm, hassel, pil, eg, birk, bøg og ask, der dominerer og giver de højeste pollental. Fra februar til april er det særligt el og hassel, der dominerer, mens det fra marts til maj særligt er elm. Selvom det er de færreste, der udelukkende er allergiske overfor el, elm og hassel, er der mange birkepollenallergikere, der også får symptomer på disse.
Fra april til maj er det især birk, der giver de højeste pollental. Birk er en af de træpollen, der giver flest allergisymptomer hos personer med pollenallergi. Selvom pollensæsonen for birk er kort, er den meget intens, hvilket kan give meget stærke allergisymptomer hos birkepollenallergikere.
I sommerperioden er det græspollen, der giver høje pollental. Fra maj til august er det særligt græs, der dominerer. Både græspollen, men også saften fra græsset kan give allergiske reaktioner hos græsallergikere. Derfor skal man som græsallergiker også være særligt opmærksom på nyslået græs.
I sensommerperioden er det bynkepollen fra især gråbynke, der dominerer. Gråbynke er ukrudt, der vokser i vejkanten, i skove og på nogle marker. Bynkepollentallet bliver sjældent meget højt, men det er stadig en god idé for personer, der er allergiske over for bynkepollen at være opmærksomme og forsigtige, hvis de bevæger sig ud.
Pollenallergikere, der er hårdt ramt af pollenallergi vil formentlig hurtigt kunne mærke, at pollensæsonen så småt er begyndt, og at den i år er startet tidligere end normalt. Særligt dem, der har birkepollenallergi vil i øjeblikket kunne mærke de klassiske symptomer på pollenallergi som stoppet næse, nysen, kløende øjne og øjenbetændelse.
Er du en af dem, der lider af pollenallergi, er det en god idé allerede nu at gå i gang med forberedelserne. Selvom din pollenallergi måske først slår til i forår- eller sommerperioden, når træ- og græspollentallene er på deres højeste, kan det være en god idé at være forberedt i god tid.
På et online apotek kan du finde alt du skal bruge til behandling af din pollenallergi. Her kan du både finde næsespray, øjendråber, saltvand til næsen og diverse tabletter med antihistamin, der hæmmer virkningen af histamin, og lindrer symptomerne på din pollenallergi. Med den rette allergibehandling, kan du nemmere stå imod, når pollensæsonen for alvor slår til.
Det kan desuden være en god idé løbende at holde øje med pollentallene, så du er forberedt bedst muligt, når du skal bevæge dig udenfor i pollensæsonen. Det kan du blandt andet gøre på Astma-Allergi Danmarks hjemmeside eller på deres pollental-app.