Coronavirussen er for alvor brudt ud her i Danmark, og har i den grad taget Danmark med storm. Størstedelen af danskerne tager udbruddet af ny coronvirus meget alvorligt – særligt efter statsminister Mette Frederiksen meddelte på pressemødet i onsdags d. 11/03, at store dele af Danmark lukker ned som følge af coronavirussen.
Faktisk tager danskerne det så alvorligt, at de er begyndt at hamstre dagligvarer som gær, brød og toiletpapir i supermarkederne i nervøsitet og af frygt for. at Danmark kommer i en krise, hvor også supermarkederne bliver nødsaget til at lukke ned.
Også på døgnapotekerne kom der onsdag i sidste uge meldinger om, at danskerne var begyndt at hamstre og hive medicin ned fra hylderne. Det har sundhedsminister Magnus Heunicke og Lægemiddelstyrelsen nu sat en stopper for gennem nye tiltag.
For at modvirke hamstring og for at undgå at der på et senere tidspunkt skulle opstå problemer med at forsyne apotekerne med medicin, er dele af lægemiddelberedskabet aktiveret, hvormed der nu er kommet påbud om rationering af medicin, skriver Ritzau. Det betyder, at der fra i torsdags blev indført en begrænsning på antallet af håndkøbslægemidler, som borgerne må købe på et fysisk eller online apotek eller andre steder.
Dermed må borgerne nu kun købe og få udleveret én pakning af hver type håndkøbsmedicin på apoteket eller i supermarkedet og desuden kun få udleveret receptpligtig medicin, der svarer til det normale forbrug på de fysiske og online apoteker.
Dette tiltag skal sikre imod hamstring og sørge for, at der ikke vil komme mangel på medicin på apoteket på et senere tidspunkt. På den måde vil der stadig være tilstrækkeligt med medicin på apotekshylderne til de svage og syge personer, som rent faktisk har brug for medicinen.
Både fødevareminister Mogens Jensen og statsminister Mette Frederiksen opfordrer danskerne til at lade være med at hamstre. På pressemødet onsdag aften i sidste uge meddelte statsministeren, at store dele af Danmark lukkes ned ud fra et forsigtighedsprincip for at mindske og udsætte en fortsat stigende smitterisiko.
Det betyder blandt andet, at alle uddannelsesinstitutioner, indendørs kulturinstitutioner samt private institutioner er lukket ned, og elever og studerende er sendt hjem i 14 dage. Derudover er offentligt ansatte, der ikke varetager en kritisk funktion, sendt hjem, og statsministeren opfordrede til, at ansatte i private virksomheder også skulle sendes hjem og arbejde hjemmefra så vidt muligt.
Store dele af den offentlige sektor blev dermed allerede fra i torsdags lukket ned, og her til aften meddelte statsministeren, at alle resterende restauranter, barer, diskoteker, frisører, fitnesscentre og storcentre, som endnu ikke er lukket ned, skal lukkes ned. Lukningen gælder dog stadig ikke supermarkederne, og derfor er det heller ikke nødvendigt at hamstre dagligvarer. På pressemødet her til aften opfordrede statsministeren dog danskerne til at handle online så vidt muligt for at undgå smitte i supermarkederne.
Vi er dog ikke i en fødevarekrise, som statsministeren også sagde på pressemødet i onsdags i sidste uge, og der er heller ikke mangel på medicin på apotekerne. Det kan der dog i værste tilfælde blive, hvis danskerne fortsætter med at hamstre, og netop derfor valgte sundhedsministeren og Lægemiddelstyrelsen torsdag at lave begrænsninger på antallet af håndkøbslægemidler, som hver enkelt dansker må købe.