Brochurer benyttes stadig flittigt mange forskellige steder. Tager man en tur til lægen, tandlægen eller ned på det lokale turistkontor, er brochurer ikke et sjældent syn.
Faktisk bruger rigtig mange organisationer og institutioner brochurer som en informativ kommunikation til de danske borgere. Men også hos virksomheder, der sælger produkter eller ydelser, bliver brochurer af og til brugt som en del af markedsføringsstrategien.
Med den stigende digitalisering kommer brochurerne i højere grad i digital form på hjemmesiderne, men de findes altså også i fysisk form mange steder. Herunder vil vi komme lidt mere ind på, hvordan man kan bruge brochuren på forskellige måder.
En brochure kan bruges til rigtig meget og på rigtig mange måder. Hvis I overvejer at bruge den trykte brochure som led i jeres samlede kommunikation til jeres kunder, klienter eller patienter, er det vigtigt først at slå fast, hvad formålet med brochuren skal være.
En brochure kan have et informativt formål, hvor den skal give modtageren information om et givent emne. Det kan være information om en specifik sygdom, turistinformation om en specifik rejsedestination eller noget helt tredje.
En brochure kan også bruges som en del af markedsføringen, hvor formålet er at reklamere for firmaet, et produkt eller en service. Her kan brochuren indeholde information om et specifikt produkt, et arrangement eller information om firmaet og dets placering, værdier og funktion.
Når I har fundet frem til, hvad formålet med brochuren er, skal I overveje, hvem jeres modtagere er, og hvordan I får formidlet jeres budskab på en måde, der er i øjenhøjde med dem.
Hermed skal I gøre jer nogle overvejelser om, hvilken viden og information, der er relevant for disse modtagere at få gennem brochuren. Sørg for at holde budskabet enkelt og medtag kun den information, der er relevant for modtagerne.
Samtidig skal I gøre jer nogle overvejelser om sproget og tilpasse dette til både modtageren og til emnet, som brochuren omhandler. Hvis brochuren eksempelvis omhandler et seriøst og følsomt emne som sygdom, er det vigtigt, at sproget er neutralt og seriøst med respekt for de personer, der lider af sygdommen.
Når I har fundet frem til formålet og lavet indholdet til brochuren, skal I have styr på layoutet. I en brochure er layoutet vigtigt, men det betyder ikke, at det behøver at være prangende. Et lækkert layout, der tager hensyn til emnet og modtageren, og som stemmer overens med jeres brand og design, vil ofte være det helt rette valg.
Her kan I vælge selv at stå for design og layout eller få en professionel til at stå for det. Hvis I gør det selv, er det dog ofte billigere, og dermed kan I også selv bestemme form og farver, og lave dem præcis som I ønsker, at de skal se ud.
Der findes mange skabeloner på nettet til netop dette formål, som kan hjælpe jer med det layout I ønsker jeres brochurer skal have.
Efterfølgende, når både tekst og layout er på plads, skal brochurerne printes. I kan vælge at printe dem selv eller gøre brug af digitaltryk hos en professionel inden for tryksagsbranchen.
Selvom det måske er billigere at gøre det selv, er mulighederne med professionelt digitaltryk lidt flere. Ønsker I at printe i skæve formater eller på et specielt slags papir, kan det være nemmere at få en professionel med en mere kraftfuld produktionsprinter til at stå for at printe brochurerne.